"Der var engang, langt oppe i det kolde nord, en kvinde der elskede det gode barneliv. Hun drømte om - sammen med børn og voksne - at skabe smukke, inspirerende, æstetiske, spændende rammer. Inkluderende lærings - og trivselsrum. Hun var nysgerrig på, om der mon var andre steder i den store verden, hvor der også fandtes dejlige rum og mennesker? En dag mødte hun en anden kvinde, der fortalte om et sted i Norditalien, et sted med et menneskesyn, som sagde, at børn er en berigelse. Dér var der eventyrlige børnehuse og voksne, der elsker at være med i børnenes liv…"

 

Sådan starter sommernyhedsbrevet i en af vores institutioner, Prinsessehøj i Sorgenfri. Kvinden i historien er en daginstitutionsleder som rejste til Pistoia i Norditalien på studierejse med MDI i 2011. Hun blev så inspireret af det hun så, at hun året efter rejste tilbage sammen med sine medarbejdere, så de også kunne tage del i eventyret og den blomstrende læring.

 

At rejse ud - fra nærhed til distance og nærhed igen, er en dannelsesrejse for mennesker. Det skaber nyt og, gøres det i fællesskab med andre, udvikler det en fælles virkelighed.

 

I en af de institutioner, som kvinden og hendes medarbejdere besøgte i Norditalien, havde pædagogerne en social og eksperimenterende tilgang til læring, her blev der ikke fokuseret på "rigtigt" og "forkert", men på undring og interesse, og på hvad det enkelte barn bibragte fællesskabet.

 

De voksne lagde vægt på, at børnene havde kendskab til deres bys historie og kultur, og at børnene oplevede, at de selv var en del af den historie og kultur.

 

I en anden institution var der et bibliotek, hvor der var sat bøger op på en systematisk måde: En hylde med naturbøger, en hylde der handlede om børn fra andre lande osv. På hylderne var der tøjdyr, der illustrerede, hvad bøgerne handlede om. De ældste børn måtte gerne låne bøgerne med hjem i weekenden, og når de mødte op mandag morgen, fortalte de til de andre om den enkelte bog.

 

Et lignende bibliotek kan ses i en af vores institutioner: Dronning Louise på Bjelkesvej, Nørrebro. Her er der i alle rum sat rammer, forstået på den måde, at der er tænkt nøje over, hvordan hvert rum og udeareal bruges og fungerer.

Refleksion og udforskning
Det gode barneliv opleves, når rammerne er sat og der er engagerede voksne, som ved, hvad de vil bidrage med. Engagerede voksne er nysgerrige voksne, der stiller spørgsmål, "At levendegøre spørgsmål er en afgørende del af det at vokse. Velformulerede spørgsmål kan være trofaste ledsagere". (Geoffrion, 2003).

 

Spørgsmål fremkalder information. Refleksion muliggør udforskning af denne information og erkendelse af relationer. Kombinationen af refleksion og udforskning sætter børnene i stand til at lære, tænke kreativt og bygge videre på de erfaringer, de i forvejen har tilegnet sig.

 

Når pædagoger stiller spørgsmål til børnene, lærer børnene selv at stille spørgsmål og reflektere. De bliver nysgerrige og får lyst til at udforske. Når børn selv stiller spørgsmål, bliver de også bedre til at lytte, og mere bevidste om egne og andres tankeprocesser. Det kalder på en læring, hvor pædagoger sammen kan reflektere systematisk over pædagogisk praksis - hvad sker der i barneperspektivet? Hvordan kan vi blive medskabere af små løbende forbedringer i pædagogisk praksis?

 

Når pædagoger er sammen med børn, er de altid på rejse. Denne forestilling om en rejse, hvor pædagogen får plads til at reflektere og lære, er ikke ny. Det har pilgrimsrejsende praktiseret i årevis. Rejsen handler ikke om at nå til vejs ende, men om at være til stede i rejsen, sådan som det også er vigtigt at være til stede i nærværet med barnet.

Hvem beskytter barnets tid?
John Engelbrecht, mag. art. i filosofi, taler om langsomhedens pædagogik. Hos børn går tiden ikke i stå, den kommer til dem, og derfor gælder det om at forhale tiden og trække den ud, så børn får mulighed for at fortabe sig i øjeblikket. Det gælder om at skaffe børnene pauser, åndehuller og oaser, hvor ydre forstyrrelser holdes ude.

 

Gennem fordybelse udvikler børn evne til at opleve sammenhænge. Gradvist lærer de nye mestringsmuligheder, som gør, at de kan reagere fleksibelt overfor forskellige udfordringer. Men hvem sikrer dem den nødvendige tid til at opbygge disse kompetencer? Hvem beskytter barnets tid? - Den langsomme tid?

 

De mange afbrydelser børn i dag hele tiden udsættes for i deres hektiske hverdag, virker distraherende på opmærksomheden og forstyrrer evnen til nærvær. Pædagogerne i daginstitutionerne må derfor værne om børnenes tid, sådan at der bliver plads til nærvær og fokuseret opmærksomhed med hinanden.

 

I nærværet opstår fordybelse og ro, rytme og harmoni. Lad os tage på rejse, hvor tiden forsvinder, og hvor vi ser børn bliver medskabere af deres egen udvikling, når de f.eks. udforsker det mangfoldige landskab på legepladsen, hvor der er bløde bakker, små vandhuller, gynger, skov, vindharper og måske drypstenshuler og ædelstensgrotter. Lad os sætte rammerne i vores daginstitutioner sådan, at der bliver plads til eventyr, rejser, fordybelse og langsommelighed, hvor alt kan ske i øjeblikket!

 

 

 

"Hvis én drømmer, er det en drøm. Når vi drømmer sammen, kan det blive vores nye virkelighed"

 

Martin Luther King

26. februar 2017