Engagement i civilsamfund bliver mere og mere aktuelt. I et system under forandring, er der en stigende forventning til institutioner om at gøre sig synlige samtidig med, at der trækkes på de frivillighedsressourcer, der ligger utappede hen - særligt i lokalmiljøet.

 

Hvad der indenfor institutionsvægge før kunne betragtes som almindelig praksis og tradition, kan i dag udefra tolkes som isolation og forældet selvtilstrækkelighed. Lukkede døre med fri leg og høje hegn er i tilbagegang, men hvordan får man som institution slået dørene op og engageret sig i civilsamfundet? - Det har en københavnsk vuggestue et godt bud på.

Gamle er ikke hvad de har været
I det idylliske Nyboder-kvarter i København ligger den selvejende vuggestue Trekløveren med 95 børn. Institutionen har været gennem meget og er gået fra lille til stor i en fusion med to andre institutioner i ejendommen. Leder Helle Lund har arbejdet her i 18 år, og været leder i 12 af dem, hun fortæller hvordan deres civilsamfunds-projekt blev til:

 

"Det startede i vinters med at vi i personalet kom til at snakke om, hvordan børn i dag ikke rigtig ser gamle mennesker mere. For at sige det ligeud, så er bedstforældre ikke hvad de har været. Gamle i dag er meget aktive og tit stadig på arbejdsmarkedet - men de virkelig gamle sidder på plejehjem, hvor mange børn ikke ser dem.

 

En af mine kollegaer, Dorthe, får tit gode ideer. Hun besluttede sig for, at det skulle vi lave om på. Så hun tog simpelthen en klapvogn og nogle unger og kørte over på det lokale plejehjem, hvor hun gik ind og sagde "Hej! Har I ikke lyst til at få besøg af os?".

 

Det viste sig, at de på plejehjemmet havde en dygtig musikpædagog ansat, som var ansvarlig for at aktivere de gamle. Hun ville rigtig gerne lave et samarbejde med os."

 

Det blev aftalt, at Trekløverens børn skulle komme på besøg på plejehjemmet hver tirsdag, i en periode. Men den ugentlige udflugt var ikke en ubetinget succes fra start. Mange af de gamle var demente og slet ikke vant til et mylder af små, fremmede børn med høje, lyse stemmer og masser af energi. Men efterhånden som ansigterne og navnene ikke var helt så fremmede mere, vendte stemningen hurtigt fra skepsis til glæde. Gamle, der ikke før havde villet stå ud af deres senge, kom pludselig ud af fjerene, og både store og små begyndte at tælle dagene til tirsdag, fortæller Helle:

 

"Børnene genkendte de gamle, og nogle af de demente begyndte at kunne huske børnenes navne. De møder jo også hinanden på ture rundt i kvarteret. Nyboder er lidt ligesom en landsby, hvor alle kender alle, så derfor er det hyggeligt, når børnene får opbygget relationer".

 

En historie at fortælle mor og far
Tirsdagsudflugterne til plejehjemmet starter med, at børnene får sko og let overtøj på, for de skal ikke så langt. Så går de der hen i samlet flok. På plejehjemmet synger og danser børnene for de gamle, eller spiller lidt musik. Nogle af beboerne danser og synger med, andre klapper og nogle kigger på. Hvis der er enkelte gamle, der har svært ved at komme ud af sengen, går nogle af børnene sammen med personale ind og opmuntrer dem til at stå op. Når besøget er slut, går børnene tilbage til Trekløveren og snakker om alt det, de har oplevet, over frokosten. Og når de kommer hjem, har de også en historie at fortælle mor og far.

 

Bagved oplevelserne, og den glæde de skaber, ligger også nogle værdifulde gevinster. Børnene får lov at møde og interagere med en generation, som mange af dem måske ikke ser så ofte. De opbygger viden og fortrolighed omkring sådan en relation, mens de gamle liver op, aktiveres mentalt og får rørt sig fysisk. Personalet omkring de gamle oplever oven i købet, hvordan børnenes umiddelbarhed og lette sprog når ind til de demente på en bemærkelsesværdig måde.

 

Det er ikke svært at forestille sig, at projektet tilfører en masse, men det trækker næsten intet ud af regnskabet: "Det koster os ingenting - andet end at vi kommer med noget chokolade til højtiderne", fortæller Helle, "Og det giver så meget - altsammen takket være nogle mennesker, som så muligheder i stedet for forhindringer og kastede sig ud i det."

Venskabsinstitutioner, som man går på besøg i
Projektet er nu blevet en permanent ordning, og hvor folk hører om det, er der nysgerrighed og positiv interesse. Som cirkler i vandet bredes effekten hos de gamles pårørernde og børnenes familier. Plejehjemmet fik en bekendt fotograf til at komme og tage billeder af børnene og de gamle sammen, og resultatet blev en udstilling for alle, der var berørt af projektet. De stærke fotos pryder i dag væggene i Trekløveren, og minder dagligt om, hvor stor effekt et engagement med civilsamfund kan have.

 

"Som institution har vi fået flere kontakter og styrkede relationer i vores lokalmiljø gennem det her projekt" fortæller Helle, som sagtens kan forestille sigt modellen udvidet også til andre grupper - fx et gymnasium: "Det er tit vi har vikarer her, som kommer fra gymnasier, og jeg tror også, at teenagere og små børn kan have glæde af hinanden". I lokalområdet er der desuden en god kontakt til nabokirken, som ind i mellem holder fest for børnene, og hvor de også fejrer jul.

 

"Jeg tror man skal gøre noget mere ud af at have venskabsinstitutioner, som man går på besøg i", siger Helle og tilføjer:

 

"Det har vi jo sådan set også lidt i vores netværk. Og eksemplet med plejehjemmet håber jeg, kan inspirere andre institutioner - det er jo ikke sikkert, at lige den måde vi gør tingene på hos os, passer ind i en anden institution, men man kan altid skære og rette til, så det passer bedre til ens egne forhold".

26. februar 2017