fobu startede i sin tid med navnet Folkebørnehaverne af 1915 og kom senere til at hedde Menighedernes Daginstitutioner og så MDI. Men fra og med maj 2015 skiftede vi navn til fobu. Organisationen blev grundlagt i 1915 og blev hurtigt en landsdækkende paraplyorganisation, dog størst i København.

Særligt ved fobu er, at vi som en af de eneste paraplyorganisationer har en stærk værdiladet historie, der bygger på omsorg for vores næste, engagement og viljen til at gøre en forskel for andre. Vi er stolte af vores historie og værdisæt, som vi trækker tydelige paralleller til i vores arbejde.

Drømmen om et bedre liv
Omkring århundredeskiftet skete der en kraftig urbanisering, da mange fattige familier fra landet kom til de store byer for at tage arbejde på fabrikker. De drømte om en bedre levestandard, men da lønningerne selv i byen var for små, måtte mange arbejde så mange timer som muligt for at brødføde familien. Børnene blev derfor i en ung alder sendt i arbejde på fabrikkerne for at hjælpe til og det var som arbejdskraft, at deres værdi blev målt.

Grundlægger Richard Kjer-Petersen
Børnearbejdet på fabrikkerne blev heldigvis forbudt i 1913. Men med forbuddet efterlod man i stedet børnene til dem selv i baggårdene og børnene blev nu ofte set som værdiløse. I de usle københavnske baggårde kunne der være stuvet 200 børn sammen uden hverken mad og opsyn fra voksne. Den sociale nød var stor og det inspirerede kommunelæge Richard Kjer-Petersen.

Richards vrede og frustration over børnenes usle forhold skabte et brændende ønske om at gøre en forskel. Det førte til grundlæggelsen af fobu. Tanken var at kirkerne, der ikke blev brugt i hverdagene, skulle stille lokaler og ressourcer til rådighed for de mange ”baggårdsbørn”. Kirkerne var med på tanken og det er med stolthed, at vi i dag kan se tilbage på en kæmpe social indsats, der gjorde en afgørende forskel for mange børn og deres familier.

Den sociale indsats blev bygget på en inkluderende kulturarv, som i dag stadig er aktuel selvom udfordringerne på børne- og ungeområdet er anderledes end for 100 år siden.

Fra frivillighed til driftsoverenskomster
Efter Anden Verdenskrig gik udviklingen mod den velfærdsstat, som vi kender i dag. Det sociale arbejde for børnene startede dengang med engagerede frivillige der skaffede lokaler, lavede mad, arrangerede ture i naturen og længere ophold på landet.

I 1975/76 kom Bistandsloven, der betød at kompetencerne omkring børn og unge blev samlet og overdraget til kommunerne. For at de selvejende institutioner kunne fortsætte deres arbejde med børnene, måtte de nu indgå forhandlinger om driftsoverenskomster med kommunen, hvilket vi stadig gør i dag. 

 

15. februar 2018