Skatteministeren har offentliggjort et udkast til et lovforslag, der – hvis det vedtages – vil stoppe den stigende interesse, som SKAT i de senere år har udvist overfor selvejende institutioner mv.
Som selvejende dag-/fritidstilbud tilrettelægger man sjældent med henblik på at have store overskud. Men nogle gange er der overskud af en vis størrelse, fx hvis man sparer op til en legeplads. SKAT har ment, at der skal betales skat af overskuddene, selvom disse kun kan anvendes til institutionens formål – og i øvrigt kommer fra kommunens tilskud.
fobu har arbejdet på at ændre de urimelige regler
fobu har derfor sammen med vores revisor på institutionerne (BDO), samt de øvrige paraplyer, gennem længere tid arbejdet for en ændring af de urimelige regler. Og det ser nu ud til at bære frugt. Skatteministeren har fremlagt et udkast til et lovforslag. Lovforslaget betyder bl.a. at der indføres skattefrihed for daginstitutioner, der er organiseret som selvejende institutioner, og hvis indtægter kun kan anvendes til disses formål. Desuden at den nugældende grænse for, hvornår fonde, der ikke har erhvervsmæssig indkomst, kan nøjes med at indsende en erklæring i stedet for en selvangivelse forhøjes fra 25.000 kr. til 100.000 kr.
Loven skal efter planen træde i kraft den 1. januar 2018, men vil for daginstitutioner få virkning fra og med indkomståret 2012. Det betyder, at SKAT ikke vil kunne rejse skattesager mod institutionerne frem til de nye regler træder i kraft.
fobu hjælper med vedtægter
De institutioner, hvis vedtægter ikke rummer nogen bestemmelse om, at deres formue kun kan anvendes i overensstemmelse med institutionens formål, får frist frem til den 28. maj 2018 til at bringe dette i orden. Vi i fobu vil være behjælpelige med at få set jeres vedtægter igennem.
fobus høringssvar
Læs fobus høringssvar til Skatteministeriet