FOBUs historie

Kært barn har mange navne, og det samme har vi haft. Organisationen blev grundlagt under navnet Folkebørnehaverne af 1915, senere omdøbt til Menighedernes Daginstitutioner/ MDI, og i maj 2015 skiftede vi navn til FOBU. Organisationen blev grundlagt i 1915 og blev hurtigt en landsdækkende paraplyorganisation, dog størst i København.

Særligt ved FOBU er, at vi som en af de eneste paraplyorganisationer har en stærk værdiladet historie, der bygger på omsorg for vores næste, engagement og viljen til at gøre en forskel for andre. Vi er stolte af vores historie og værdisæt, som vi trækker tydelige paralleller til i vores arbejde.

Drømmen om et bedre liv

Omkring århundredeskiftet opstod der en kraftig urbanisering, da mange fattige familier fra landet kom til de store byer for at tage arbejde på fabrikker. De drømte om en bedre levestandard, men da lønningerne i byen også var små, blev arbejdsdagene for mange lange. Børnene blev derfor i en ung alder sendt i arbejde på fabrikkerne for at hjælpe til, og det var som arbejdskraft, at deres værdi blev målt.

Fra frivillighed til driftsoverenskomster

Efter Anden Verdenskrig begyndte udviklingen mod den velfærdsstat, som vi kender i dag. Det sociale arbejde for børnene startede dengang med engagerede frivillige, der skaffede lokaler, lavede mad, arrangerede ture i naturen og længere ophold på landet.

I 1975/76 kom Bistandsloven, der betød, at kompetencerne omkring børn og unge blev samlet og overdraget til kommunerne. Derfor måtte de selvejende institutioner nu indgå forhandlinger om driftsoverenskomster med kommunen for at kunne fortsætte deres arbejde. Og sådan er det stadig den dag i dag.

Grundlægger Richard Kjer-Petersen

I 1913 blev børnearbejdet på fabrikkerne forbudt. Men med forbuddet gjorde man også børnene værdiløse, og mange blev efterladt alene i baggårdene. I de usle københavnske baggårde kunne der være stuvet 200 børn sammen uden hverken mad og opsyn fra voksne. Den sociale nød var stor, og det inspirerede kommunelæge Richard Kjer-Petersen.

Richards vrede og frustration over børnenes usle forhold skabte et brændende ønske om at gøre en forskel. Og det førte til grundlæggelsen af FOBU. Tanken var at kirkerne, der ikke blev brugt i hverdagene, skulle stille lokaler og ressourcer til rådighed for de mange ”baggårdsbørn”, og det blev med hjælp fra kirkerne hurtigt en realitet. Det er med stolthed, at vi i dag kan se tilbage på en stor social indsats, der gjorde en afgørende forskel for mange børn og deres familier.

Den sociale indsats blev bygget på en inkluderende kulturarv, som i dag stadig er aktuel, selvom nutidens udfordringerne på børne- og ungeområdet er anderledes end for 100 år siden.