Driftsformer i FOBU
Kort beskrivelse af selveje, privat (non-profit) og private dagtilbud
Engagerede ledere, pædagoger og forældre er i høj grad kendetegnende for selvejende og private dagtilbud, der typisk adskiller sig positivt i fx trivselsmålinger omkring arbejdsmiljø. Her handler det om at tage ansvar og aktiv del i lokalområdet. Selvejende og private dagtilbud er kendetegnet ved øget forældreindflydelse og et ønske om større handlefrihed, medinddragelse og ikke mindst mangfoldige rammer, der passer til det enkelte dagtilbud. Alt sammen for at skabe de bedst mulige rammer for børnene.
Selvejende og private dagtilbud er et godt alternativ til de kommunale dagtilbud, da det selvejende og private (non-profit) dagtilbud i modsætning til de kommunale, er drevet af en valgt institutionsbestyrelse. I tæt samarbejde med ledelsen bestemmer institutionsbestyrelsen, hvordan de økonomiske rammer skal prioriteres, hvem der skal ansættes, og hvilke værdigrundlag dagtilbuddet skal arbejde ud fra. Nedenfor og i modellen kan du læse, hvordan kommunale-, selvejende-, private nonprofit og private dagtilbud adskiller sig fra hinanden:
Hvad er selveje?
Selveje er en driftsform, hvor dagtilbuddet har underskrevet driftsoverenskomst med kommunen. Selvejende dagtilbud fungerer som selvstændige juridiske enheder, og det betyder, at institutionsbestyrelsen i tæt samarbejde med ledelsen driver dagtilbuddet. Institutionsbestyrelsen er arbejdsgivere for ledelsen og har det endelige ansvar bl.a. for lederansættelse, overordnet økonomi, varetagelse af vedtægter, og for at faglige krav overholdes. Dagtilbuddets ledelse har typisk ansvaret for den daglige drift og for at omsætte institutionsbestyrelsens forslag til praksis, så det stemmer overens med dagtilbuddets formål, værdigrundlag og faglige krav.
Ofte består bestyrelsen af et flertal af forældre og repræsentanter fra en forening eller dagtilbuddets ’frivillige bagland’. Det kan fx være et boligselskab, en fond eller et menighedsråd, som ofte yder økonomisk støtte til de fysiske rammer.
Hvad er privat (non-profit)?
I disse år oplever vi en stor efterspørgsel og flere ny oprettelser af private dagtilbud, da de private dagtilbud blandt andet gavner lokalområderne, som mangler et alternativ til det kommunale tilbud. Der er to typer af private driftsformer: Den privat (non-profit) og det private dagtilbud.
I privat-selvejende (kaldet non-profit) er grundstenene og organisationsopbygningen magen til den selvejende form, men uden at være koblet til kommunens pladsanvisning, uden at skulle følge lokalforvaltningens metodekrav og med handlefrihed i forhold til venteliste og forældreopkrævning. Men ofte også uden mulighed for at benytte sig af samme tilbud fra kommunen, som de selvejende dagtilbud typisk bliver inkluderet i.
Hvad er privat?
Herudover er der den private form, hvor dagtilbuddet har en privat ejer. Denne driftsform adskiller sig ved, at det er ejeren selv, der skriver vedtægterne og har ansættelsesretten. Vedtægterne skal fortsat godkendes af kommunen, ligesom kommunen skal godkende etableringen, før dagtilbuddet overhovedet kan oprettes. Der er forskel fra kommune til kommune omkring hvilke krav, der er gældende, fx kan det afhænge af kommunens aktuelle behov for dagtilbudspladser. Under denne form er samme handlefrihed gældende, som hos de private (non-profit). Gældende for alle tre driftsformer er, at dagtilbuddet er underlagt anmeldte og uanmeldte pædagogiske tilsyn fra kommunen.