Af Signe Rekve, souschef i fobu

Jeg har netop læst sidste side af Broströms faglige selvbiografi og sidder tilbage med en stor taknemlighed over, at han har valgt at skrive denne bog. Jeg læste hans faglitteratur i min tid på pædagogseminariet, og jeg havde ham som underviser på DPU. Jeg kender derfor godt Broströms holdninger og pædagogiske tilgang – hvilket jeg er sikker på, at mange af jer også gør. Det er knap 20 år siden, at jeg læste hans bøger for første gang, og alligevel kender jeg ham langt bedre nu, efter kun tre dage med hans velskrevne bog.

Bogen tager os tilbage til 1960’ernes fokus på kreativ frihed og udfoldelsesmuligheder, som en modsætning til hans barndoms børnehavefrøkeners stramme tøjler. Han blander så fint sine egne oplevelser sammen med samtidens teori, hele vejen gennem bogen. Samtidig med at han er selvkritisk overfor tidens tendenser og sin anpart i det, som fx da han fortæller om sin kone og hans tid som ansatte i en børnehave: ”Vi havde en klar følelse og forståelse af at være på rette vej og havde en oplevelse af at være pædagogisk avantgarde ved at give de autoritære strømninger modstand. Men alligevel åbnede der sig nogle sprækker. … Tilbage var en gruppe børn, som ikke i tilstrækkelig grad profiterede af det frie liv og den antiautoritære pædagogholdning.” (s. 49) Broström er på intet tidspunkt selvhøjtidelig – trods sin imponerende karriere – men nærværende og velreflekteret.

Vi bliver taget en tur gennem 1970’ernes politiske dagsordener, oprør og eksperimenter med forskellige former for kritisk pædagogik. Integrerede institutioner, en stigende debat om arv og miljø, og struktur er på vej. 1980’erne byder derfor på mere struktureret pædagogik og en kamp mellem pædagogiske retninger tager fokus. Er dagtilbud et sted for udvikling eller tilpasning? I den optik giver det mening, at vi herefter skal gennem 1990’ernes øgede dokumentationskrav i form af virksomhedsplaner. Børnene anses nu som kompetente og selvforvaltende, med rettigheder. Omsorgen skal derfor være af en vis kvalitet, og der fokuseres på produktet nu, fremfor på processen. Bogen krydres jævnligt med tidens billeder, artikler og personlige anekdoter, hvilket gør bogen meget let og behagelig læsning.

Lov om social service vedtages i 1998. Startskuddet har lydt til 2000’ernes fokus på pædagogisk kvalitet og læring. Blikket rettes mod inklusion og børn med særlige behov. Der er opstået en politisk interesse for, at pædagogik skal gøre op med negativ social arv, og lov om pædagogiske læreplaner vedtages i 2004. Ifølge Broström er lovgivningen hastværk, og der lyttes ikke tilstrækkeligt til de mange teoretiske udviklingsarbejder, der blev sat i værk. Det er helt tydeligt, at Broströms hjerte fortsat banker stærkt for pædagogikken, og han holder (heldigvis) ikke op med at blande sig i debatterne i disse år. Selvom han med årene går mindre og mindre op i, hvilken partifarve et tiltag har, men forholder sig til om det gavner børnene.

I de følgende år sker mange ministerskift på området, og dermed følger alt for mange formelle krav til praksis. Dokumentation og evaluering er i fokus, hvilket dog mest af alt endte med at blive beskrivelser af praksis, fortæller Broström. En praksis, som blev væsentlig mere synliggjort af læreplanerne. Læringsbegrebet har nu for alvor vundet indpas, og legen (og relationerne) træder i baggrunden. I 2010’erne er den styrkede læreplan på vej, og leg sættes heldigvis igen på skemaet. Fokus lægges på ledelse, forældresamarbejde og læringsmiljøer. Brostöm tager os med helt frem til de aktuelle debatter om normering, pædagogiske tilsyn og mediernes dokumentarer om praksis.

Gennem hele bogen tør Broström stå ved sine holdninger, han skriver værdiladet og lader os vide, hvad han kæmper for. Som fx her, hvor han forholder sig kritisk til den styrkede læreplan, som han ellers generelt er positiv overfor: ”For den kommunale overstyring tilsammen med de stadig elendige pædagogiske ressourcer kan komme til at fungere som snubletråde og efterlade de gode intentioner på perronen, mens vi suser derudaf.” (s. 280)  

Bogen vil for både nye og garvede pædagoger være tankevækkende læsning. Er du ny i faget, vil bogen give dig et historisk rids og et vigtigt indblik i hvorfor vi står hvor vi gør pædagogisk. For garvede pædagoger, er bogen et kærligt gensyn med vores seminarie- og universitetstids teoretiske mastodonter, sat i et personligt lys fra én som Broström, som vi kender så godt. Netop derfor gør det det så sjovt at se de sidste 60 år, gennem hans egne øjne – ikke for at undervise os, men for at dele. Som læser trækker man derfor hele tiden referencer til nutidig pædagogisk praksis og egne erfaringer. Man perspektiverer, mens man læser og bogen kan ikke undgå at give anledning til gode dialoger fx i personalegruppen.

Vi har bogen i fobu, og I er velkomne til at låne den. Jeg kan varmt anbefale den.