Efter 4 år på posten har FOBUs direktør, Henrik Vagner, valgt, at tiden er moden til at søge nye jobmæssige udfordringer. Henrik stopper derfor i FOBU med udgangen af 2022. Herefter bliver det indtil videre FOBUs souschef, Signe Rekve, og bestyrelsesformand, Maiken Grønvall, der overtager Henriks opgaver. FOBU takker Henrik for hans store indsats og ønsker ham al held og lykke fremover.
”Fra bestyrelsens side skal lyde en kæmpe tak til Henrik for 4 fantastiske år. Der er sket rigtig meget i FOBU i den periode, Henrik har været direktør. Vi har hele tiden arbejdet på at give bedre og mere relevant service til vores medlemmer. Vi har også oplevet, at der er kommet større sammenhold og fællesskab mellem medlemmerne, og ikke mindst er kvaliteten og intensiteten i vores dialog og forhandling med kommuner og ministerier øget betydeligt. Henrik stopper i FOBU i slutningen af december måned, og heldigvis har vi allerede i flere måneder arbejdet på at forberede årsafslutningen og de mange regnskaber,” siger FOBUs formand, Maiken Grønvall.
Henrik har endnu ikke besluttet, hvad fremtiden skal bringe og udtaler:
”Det har faktisk ikke været et nemt valg at stoppe i FOBU. Det er en fantastisk paraplyorganisation, hvor vores medarbejdere og medlemmers engagement og dedikation til institutionerne skaber en helt særlig atmosfære og arbejdsglæde – også i FOBUs sekretariat.
Jeg vil særligt sige tak til de dagtilbud, hvor jeg har været i ”praktik”, mens jeg har arbejdet i FOBU. Det har været så lærerigt at få lov til at være en del af holdet hos vores medlemsinstitutioner – og nu ved jeg ikke præcis, hvad fremtiden bringer, men det er nok ikke mine kompetencer som pædagog, der skal satses på.”
Henrik forlader en stærk organisation og et givtigt fællesskab. I FOBU er vi spændte på, hvad fremtiden bringer, og i den første tid bliver det souschef, Signe Rekve, og formand, Maiken Grønvall, der kommer til at føre organisationen videre sammen med medarbejderne i sekretariatet og i tæt samarbejde med alle FOBUs engagerede medlemsinstitutioner.
Henriks indsats for FOBU skal selvfølgelig fejres, og derfor inviterer vi til afskedsreception i Aarhus mandag den 23. januar kl. 14.30 – 16.30 på Hotel Oasia, Kriegersvej 27, 8000 Aarhus C og i København tirsdag den 24. januar kl. 14.30 – 16.30 i FOBU, Enghavevej 31, 1. sal, 1674 København V.
Vi håber, at rigtig mange medlemmer og samarbejdspartnere vil være med til at sige tak til Henrik og sende ham godt videre mod nye eventyr.