Fremtidens pædagoguddannelse

I disse dage fylder samtalen om længden på professionsuddannelserne en del i både de gængse medier og på de sociale medier.

Og fokus på så vigtigt et område, hvor også de pædagogiske uddannelser hører under, kan FOBU kun støtte. Om det mest vigtige så er længden på uddannelsen kan diskuteres.

I FOBU vil vi altid vægte kvaliteten frem for kvantiteten. Om det så betyder lidt mindre uddannelsestid frem for højere kvalitet, så tager vi det med. For hvis ikke kvaliteten er til stede, så er muligheden for at tiltrække studerende først på en glidebane nedad.

FOBU ser gerne, at kvaliteten af undervisningen – ikke kun på pædagoguddannelsen, men professionsuddannelserne generelt – højnes. Samtidig bør der sættes ind med opkvalificering af de praktikvejledere, der møder de studerende i de praktikperioder, der er en meget vigtig del af uddannelsen.

Kigger vi på eget område, så mener FOBU, at vi er nødt til at have en pædagoguddannelse, der følger med tiden – hele tiden. Vi kan ikke med god samvittighed bede kommende pædagoger om at løfte mere på fx det specialpædagogiske område uden også at klæde dem ordentlig på til opgaven.

Så potentielle og kommende pædagogstuderende skal selvfølgelig mødes af en uddannelse med høj faglighed, hvor vi bliver bedre til at skabe en klarere kobling mellem teori og praksis. Samtidig skal vi ikke glemme en ordentlig rammesætning og en løbende dialog med de studerende om, at der er krav og forventninger til dem som studerende.

De studerende skal også forberedes mere på at kunne indgå et løbende samarbejde med forældrene. Evnen til at omsætte teori og praksis til kommunikation til og med forældre bør ikke forklejnes. Ligesom i ethvert andet tillidsfuldt forhold er kommunikation afgørende for – i dette tilfælde barnets – udvikling.

Pædagogers rolle i samfundet er helt unik – og den rolle og det formål man som uddannet pædagog opfylder fra første dag i jobbet, dét skal både uddannelsessted og praktiksted være bevidste om at få formidlet, for pædagogerne er – i tæt samarbejde med børnenes forældre – også en form for medskabere af noget af det allervigtigste: Vores allesammens børn.