Ny overenskomst for pædagogisk personale i de private institutioner * Så er beretningen 2021 på vej! * Graviditet under Covid-19 * Husk at tilmelde dig til repræsentantskabsmødet 2021! * De private institutioner – frivillig indbetaling af indefrosne feriemidler * Sådan håndterer du sygefravær! * Virtuelle ledermøder * Fra leder til leder: Få inspiration til ‘praksisfortællinger’ * Ledige pladser på kommende FOBU kurser * Følger du FOBU på Facebook og LinkedIn
Ny overenskomst for pædagogisk personale i de private institutioner
Den 24. marts 2021 sluttede forhandlingerne med BUPL om vilkårene for en ny overenskomst! Udover FOBU har Børneringen, DLO, SPIA og FDDB deltaget i forhandlingsfællesskabet, hvor vi bl.a. har haft fokus på at skabe ensartede vilkår på tværs, samtidig med at overenskomsten skal tage højde for de vilkår, som er fundamentet for de private dagtilbud.
Den ny overenskomst sikrer lønforbedringer både til pædagoger og til lederne. Særligt i forhold til lederne har det været vigtigt, at overenskomstens lønvilkår afspejler den ledelsesopgave, som de varetager, og som tager til i kompleksitet. Vi håber, at de nye vilkår kan medvirke til, at vi forsat kan fastholde og rekruttere dygtige ledere i vores private institutioner.
Overenskomsten og de generelle lønstigninger træder i kraft den 1. april 2021, mens de særligt aftalte lønforbedringer først træder i kraft den 1. april 2022.
I kan læse mere om de vigtigste elementer i aftalen her.
Så er beretningen 2021 på vej!
Vi har pakket på liv og løs i FOBU, og nu er beretningen 2021 endelig på vej til jer alle!
I beretningen kan I læse om nogle af de aktiviteter, der skete i FOBU og ikke mindst i institutionerne i 2020 og blive klogere på vores målsætning for 2021, og hvor vi bevæger os hen i det kommende år.
I kan også læse beretningen her. God læselyst til jer alle!
Graviditet under Covid-19
Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefaling (og ud fra et forsigtighedsprincip af hensyn til det ufødte barn og den gravide selv) betragtes den gravide som værende i risikogruppen i forhold til Covid-19.
Gravide medarbejdere, der arbejder i dagtilbud 0-6 år, skal derfor enten omplaceres eller arbejde hjemme. Hvis der ikke er mulighed for dette, har medarbejderne ret til at være fraværende fra 28+0 og resten af graviditeten. Der er her tale om graviditetsbetinget fravær efter barselsloven, og du kan som arbejdsgiver søge om refusion for den løn, du udbetaler under fraværet.
Du er altid velkommen til at kontakte FOBU, hvis du har nogle spørgsmål.
Husk at tilmelde dig til repræsentantskabsmødet 2021!
Vi nærmer os med hastige skridt FOBUs repræsentantskabsmøde 2021, hvor du har muligheden for at få indflydelse på FOBU og vores fremtidige arbejde!
Repræsentantskabsmødet afholdes i år den 6. maj 2021 kl. 13.00-14.30, og grundet corona-situationen har vi valgt at afholde mødet online på Zoom. Så skynd jer ind og tilmeld jer på hjemmesiden allerede nu. I kan også læse meget mere om programmet for repræsentantskabsmødet her.
De private institutioner – frivillig indbetaling af indefrosne feriemidler
Fra den 1. februar 2021 er det blevet muligt at indbetale de indefrosne feriemidler til fonden Lønmodtagernes feriemidler. De indefrosne feriemidler omfatter den ferie, som er optjent i perioden 1. september 2019 til og med 31. august 2020 (overgangsåret i forbindelse med overgang til ny ferielov).
FOBU har indberettet feriepengene fra overgangsåret i december 2020 for alle medarbejdere, der var ansat i hele overgangsåret. Der var frist for indberetning den 31. december 2020 til fonden.
Men det er også muligt at indbetale de indefrosne feriemidler løbende. I kan vælge at indbetale hele beløbet, hvis I vurderer, at der er økonomisk råderum til det, eller I kan vælge, at indbetalingen kun sker for enkelte medarbejdere. Indbetalingen foregår via selvbetjeningsløsningen på virk.dk – Lønmodtagernes Feriemidler.
I kan læse meget mere om indbetalingen her.
Sådan håndterer du sygefravær!
Den 13. april 2021 afholder vi kurset “Sygefravær”, så vil du blive klogere på håndteringen af sygefravær, så skynd dig at tilmelde dig kurset her.
På kurset får du et fuldt overblik over de mange regler, der gælder, når en medarbejder bliver syg. Du får indsigt i arbejdsgiverens rettigheder og pligter, og du bliver orienteret om de seneste ændringer på området og de udfordringer, det giver i praksis.
Kurset bliver afholdt online, så uanset hvor du befinder dig i landet, kan du deltage. Kurset afholdes den 13. april kl. 09.00-11.00.
Virtuelle ledermøder
For at give alle medlemmer lige vilkår for deltagelse, holder vi som noget nyt fremover to virtuelle ledermøder om året, som supplement til vores to fysiske ledermøder. Dette initiativ kommer på baggrund af ny erfaring under Corona, hvor vores kurser og netværk har været tvunget til at være online. Langt flere ledere har meldt sig til, som ellers har for langt til enten København eller Aarhus.
De virtuelle ledermøder vil ligge kl. 9-11, afholdes på Zoom og inkludere oplægsholder, breakout rooms og eventuelt polls undervejs for at skabe god dialog og debat, hvor I kan være aktivt med. Tanken er, at vi vil bruge breakout rooms’ne til at gøre opmærksom på ledere, der bor i umiddelbar nærhed af hinanden eller har noget specifikt til fælles, for at styrke fællesskabsfølelsen.
For at opretholde fysisk nærvær, afholdes to fysiske ledermøder i Aarhus og i København. Til ledermøderne vil der være oplægsholder, og Henrik, direktør, vil deltage med punktet ”Nyt fra FOBU”. Til de fysiske ledermøder vil der være et særligt fokus på en mere fri og fagtema-inspireret sparring. Har du et ønske til et tema eller et emne, så skriv endelig til Annika på amp@fobu.dk.
Fra leder til leder: Få inspiration til ‘praksisfortællinger’
Teaterbørneinstitutionen er i fuld gang med at videreudvikle sin evalueringskultur, efter de har fusioneret flere selvejende institutioner. Institutionens nu to afdelinger arbejder systematisk med metoden ’praksisfortællinger’.
Metoden, som de anvender som deres fælles refleksionsredskab, skal gøre dem klogere på egen praksis. De har fokus på en fælles-strategisk drøftelse i personalegruppen, hvor alle kan være med; pædagoger, pædagogmedhjælpere, studerende og vikarer.
Gennem personalets iagttagelser og faglige refleksioner ved hjælp af praksisfortællinger, skaber de løbende ideer til nye handlemuligheder, der bevarer og højner kvaliteten i det praksisnære arbejde.
De nye handlemuligheder og de nye fælleskoordinerende metoder udfærdiges i en “pixi bog” version, som løbende vil opsummere deres fælles strategi og faglige intentioner for at styrke et fælles fodslag. Pixi bøgerne er korte og konkrete i deres udformning og er skrevet ud fra et praksisnært perspektiv.
Til inspiration kan I her læse to af institutionens Pixi bøger: Aktionslæringsmetoden og Det positive alternativ.
Ledige pladser på kommende FOBU kurser
Der er ledige pladser tilbage på FOBUs kurser i maj 2021:
- Bestyrelseskursus den 17. maj 2021 kl. 17.00-20.00 (Aarhus):
Til kurset vil du blive introduceret til, hvordan du som medlem af bestyrelsen værner om dit ansvar samt griber de muligheder, der er i bestyrelsesarbejdet. - Børnesyn den 18. maj 2021 kl. 10.00-14.00 (KBH):
Det fælles pædagogiske grundlag i den styrkede pædagogiske læreplan indeholder flere dele blandt andet børnesynet. Dagen vil være en kombination af oplæg om børnesyn og inddragelse af børneperspektiver og gruppearbejde om, hvordan dagtilbud kan realisere elementerne, så der arbejdes ud fra intentionerne i den styrkede pædagogiske læreplan.
Du kan finde disse kurser og en masse andre i vores kursuskatalog her. Kurserne er gratis for medlemmer og finder sted både i Århus og København, og begge kurser afholdes fysisk.
Følger du FOBU på Linkedin og Facebook?
På Facebook og LinkedIn poster FOBU løbende informationer om blandt andet FOBUs arrangementer, spændende artikler og meget andet.
Men vi poster også historier, nyheder og stillingsopslag fra vores institutioner, så skriv endelig, hvis jeres institution har noget, som I gerne vil dele til kommunikationskonsulent Kaja Kristensen på kk@fobu.dk.
Hvis du ikke allerede følger FOBU på Facebook, så klik her og tryk følg og ligeledes med LinkedIn klik her og tryk følg