Du kan nu tilmelde dig FOBUs årsmøde 2022 * Få indflydelse på FOBUs arbejde * Corona som arbejdsskade * Trænger dit ledernetværk til en vitaminindsprøjtning * Kurser i Bæredygtig Ledelse og Coaching ved Bonsai Institute * Nåede du ikke FOBUs webinar om fundraising * Velkommen til Jan og Laust * Følger du FOBU på Facebook og LinkedIn
Du kan nu timelde dig FOBUs årsmøde
Hvert år afholder FOBU årsmøde for alle medlemmer og interessenter. Årsmødet afholdes som en konference over to dage og byder på en række spændende og aktuelle oplæg, tid til faglig sparring og netværk blandt lederkollegaer samt en masse fællesskab og hyggeligt samvær.
I år har vi inviteret tre spændende oplægsholdere til at gøre os klogere på ‘Relationel Etik’, ‘Bestyrelse og Ledelse’ og ‘Hjernesmart Ledelse. Vi håber at se dig den 5. og 6. maj på Hotel Nyborg Strand.
Læs mere om årsmødet og tilmeld dig.
Få indflydelse på FOBUs arbejde
Den 6. maj er der valg til FOBUs bestyrelse på repræsentantskabsmødet, der finder sted i forbindelse med FOBUs årsmøde. FOBUs bestyrelse varetager den overordnede strategiske ledelse af organisationen, og som ledermedlem i FOBU kan du stille op til bestyrelsesvalget. I bestyrelsen får du indflydelse på FOBUs arbejde, idégrundlag og strategier. Ida Balling, bestyrelsesformand i FOBU, fortæller:
“Bestyrelsesarbejdet i Fobu er et super godt sted at få sat sine holdninger og præferencer ifm. daginstitutionsområdet i spil. Vi har en tradition for særdeles åbne og ligetil diskussioner i bestyrelsen – altid på grundlag af godt og gennemarbejdet materiale fra sekretariatet. Samtidig med en dyb indsigt, erfaring og ekspertise på området – alle med forskellige tilgange til de selvejende daginstitutioner for øje – hersker en afslappet og uformel tone.”
Hvis du har lyst til at stille op til FOBUs bestyrelse, kan du melde dit kandidatur til bestyrelsesformand, Ida Balling på ib@fobu.dk senest onsdag den 6. april 2022.
Du er også meget velkommen til at tage kontakt til Ida for at høre mere om arbejdet.
Corona som arbejdsskade
Rigtig mange pædagoger og pædagogiske medarbejder smittes med Covid19 på arbejdspladsen. I de tilfælde, hvor der er tale om langvarige forløb eller senfølger, er det vigtigt at få sygdommen anmeldt som en arbejdsskade. Det gælder dog kun i disse tilfælde og altså ikke, hvis der er tale om et kortvarigt sygdomsforløb.
Af Arbejdstilsynets vejledning fremgår det:
For COVID-19 indebærer det, at arbejdsgiveren skal anmelde sygdomstilfælde med COVID-19, når følgende tre kriterier er opfyldt:
- en medarbejder er blevet syg med COVID-19,
- medarbejderen antages at være blevet smittet i forbindelse med en konkret hændelse eller kortvarig udsættelse for smitte i forbindelse med arbejdet, samt
- en af følgende kriterier:
- medarbejderen antages at kunne have krav på ydelser efter arbejdsskadesikringsloven (fx behandlingsudgifter, godtgørelse for varigt mén m.v.) ELLER
b. medarbejderen har været sygemeldt (helt eller delvist) i mere end 5 uger.
Du kan se hele vejledning her
Trænger dit ledernetværk til en vitaminindsprøjtning?
Er dit ledernetværk gået i dvale, eller har I brug for ny inspiration til samarbejdet? Så vil FOBUs pædagogiske konsulent, Annika Moeslund Pedersen, gerne komme ud til jer og facilitere en proces, hvor I sammen puster nyt liv i jeres eksisterende eller nyopstartede netværk.
”Jeg kommer oftest ud og faciliterer en drøftelse af netværkets kultur og værdier. Vi snakker om, hvordan det ser ud lige nu, og hvor vi gerne vil hen. Det har været enormt spændende at være vidne til disse processer og at se, hvordan deltagerne får øje på både styrkerne og det, der skal arbejdes med, i deres netværk,” siger Annika Moeslund Pedersen.
Hvis det kunne være noget for dig og dit netværk, så læs mere her.
Kurser i Bæredygtig Ledelse og Coaching ved Bonsai Institute
FOBUs medlemsinstitution Børneøen Bonsai driver ved siden af institutionen et kursuscenter. Det henvender sig til forældre, pædagoger og andre, der arbejder med børn og har interesse i at skabe rammer for en god og sund barndom.
Lige nu har du mulighed for at tilmelde dig deres lederuddannelse til ledere i store og små institutioner, kommuner og private virksomheder – Læs mere om uddannelsen her.
Bonsai Institute tilbyder også et spændende kursus om ‘Coaching i arbejdslivet’ – Læs mere om kurset her.
Nåede du ikke FOBUs webinar om fundraising?
I januar afholdt FOBU et meget populært og indholdsrigt webinar om fundraising for selvejende og private institutioner. Vi havde besøg af Birgitte Boesen, der har arbejdet med fonde i mange år og har skrevet en bog om emnet. Og vi fik besøg af Ole Abildgaard Mikkelsen, direktør i Weshelter, der har en masse praksiserfaring i at søge fonde. Sidst men ikke mindst hørte vi et oplæg fra Henning Dam Heebøl, der er sekretariatschef i Nordea-fonden.
Hvis du ikke nåede at deltage i webinaret, kan du heldigvis stadig nå at samle guldkornene fra de tre oplægsholderes præsentationer her: Birgitte Boesens oplæg Ole Abildgaard Mikkelsens oplæg Henning Dam Heebøls oplæg
Velkommen til Jan og Laust
I FOBU er vi rigtig glade for at byde to nye kolleger velkommen fra den 1. februar 2022. Laust Norman tiltrådte som ny regnskabskonsulent, og Jan Stensborg Jensen startede som ny løn- og personalekonsulent.
Laust har erfaring fra både det offentlige og private. Senest har han været i Tupperware med fokus på Tupperware Schweiz, Budget, rapportering, debitor og kreditor og moms.
Jan vil for nogle være en ”gammel kending” og for andre en ny løn- og personalekonsulent. Jan er nemlig, efter 8 år hos paraplyorganisationen LDD, vendt tilbage til FOBU, hvor han også tidligere har været ansat som løn- og personalekonsulent. Jan har beskæftiget sig med løn og ansættelsesvilkår de seneste 25-30 år.
Både Jan og Laust glæder sig til at være en del af FOBU og til at møde alle jer medlemmer. Vi håber, I vil tage godt imod dem begge.
Følger du FOBU på Linkedin og Facebook?
På Facebook og LinkedIn poster FOBU løbende informationer om blandt andet FOBUs arrangementer, spændende artikler og meget andet. Men vi poster også historier, nyheder og stillingsopslag fra vores institutioner, så skriv endelig, hvis jeres institution har noget, som I gerne vil dele til kommunikationskonsulent Signe Marie Schubell på ssc@fobu.dk.
Hvis du ikke allerede følger FOBU på Facebook, så klik her og tryk følg og ligeledes med LinkedIn klik her og tryk følg