Tak for et fantastisk årsmøde * Konstituering af FOBUs bestyrelse * Udmøntning af Gerdapuljen 2023 * Oplever I udfordringer med at tilpasse praksis til børn med særlige behov? * Tag på gratis kursus i efteråret * Velkommen til Chalotte og Kirstine * Besøg af Borgmesteren * Følger du FOBU på Facebook og LinkedIn
Tak for et fantastisk årsmøde
Endnu et FOBU årsmøde er løbet af stablen, og vi vil gerne sige jer alle tusind tak for nogle dejlige dage. Tak for jeres store engagement og gode humør. I år var vi over 100 deltagere – om det var rekord, var der lidt tvivl om, men det er i hvert fald flere end de sidste mange år. Vi glæder os allerede til næste år, så sæt kryds i kalenderen den 16. og 17. maj 2024.
Hvis du ikke var med på årsmødet eller savner en gentagelse kan du stadig læse FOBUs beretning eller se vores videoberetning her
Konstituering af FOBUs bestyrelse
Den 9. maj afviklede FOBU sit årlige repræsentantskabsmøde i forbindelse med årsmødet på Hotel Nyborg Strand. På valg var forperson Maiken Grønvall og suppleant Morten Obel. De blev begge genvalgt. Samtidig meddelte næstforperson, tidligere forperson og mangeårige bestyrelsesmedlem, Ida Balling, at hun trækker sig fra bestyrelsen efter ansættelsesprocessen af den kommende direktør. Bestyrelsen har siden konstitueret sig med Maiken Grønvall som forperson, Henrik Mortensen som næstforperson og Jens Pheiffer som kasserer.
Se bestyrelsen og fordelingen af poster
Udmøntning af Gerdapuljen 2023
FOBU uddeler hvert andet år “Gerdapuljen” på 25.000kr til projekter eller tiltag målrettet børn og brugere i udsatte positioner i vores medlemsinstitutioner. Den 1. marts 2023 blev puljen uddelt for første gang. Der var benhård konkurrence mellem virkelig mange gode projekter. Der blev i alt søgt midler for 367.300kr., og vi havde 25.000kr. til uddeling.
5 institutioner blev udvalgt til at modtage midler fra puljen, og i udvælgelsen blev der lagt vægt på den inkluderende tanke bag projektet samt den langtidsholdbare effekt af indsatsen for udsatte børn.
Se mere om, hvad pengene fra puljen er gået til
Oplever I udfordringer med at tilpasse praksis til børn med særlige behov?
Så har I nu mulighed for at blive testinstitution og få et forløb hos Konfliktforum v/ Anders Syberg Enevoldsen til halv pris. Konfliktforum tilbyder kompetenceudvikling for personalegrupper, indenfor metoderne Low arousal og samarbejdsbaseret problemløsning for børn med bekymrende og problemskabende adfærd.
Tag på gratis kursus i efteråret
Vi er klar med kataloget for FOBU Akademi i efteråret 2023. Alle kurser og netværk er gratis for dig som medlem af FOBU. I 2. halvår 2023 kan du bl.a. deltage i:
- Ledernetværk i Aarhus, Kbh. og online
- Pædagogisk inspirationskursus for medhjælpere i Aarhus
- Kursus i børneyoga online
- Bestyrelsesworkshops i Kbh. og Aarhus
Velkommen til Chalotte og Kirstine
Den 1. maj bød vi velkommen til to nye kolleger i lønteamet. Chalotte Bregnhøj startede som løn- og personalekonsulent og Kirstine Jantzen er startet som lønassistent.
Chalotte kommer med mangeårig erfaring som administrativ medarbejder i Post Danmark. Derudover har hun også arbejdet med administration i en selvejende daginstitution og senest som lønkonsulent i Børneringen.
Kirstine har en uddannelse som socialrådgiver med sig i rygsækken, men har senest erfaring fra HR, personaleadministration og payroll.
Vi håber, I vil byde Chalotte og Kirstine hjertelig velkommen, når I møder dem på jeres vej.
Besøg af Borgmestern
På baggrund af et opslag på de sociale medier fra Overborgmester i København, Sophie Hæstorp, inviterede ledelsen og bestyrelsen i Samuelsgården for et par måneder siden borgmesteren på besøg. Det var en meget positiv oplevelse for både børn og voksne i Samuelsgården, og de vil derfor gerne dele deres erfaring med os og opfordre til at flere inviterer politikerne på besøg.
Læs om Samuelsgårdens møde med borgmesteren
Følger du FOBU på Linkedin og Facebook
På Facebook og LinkedIn poster FOBU løbende informationer om blandt andet FOBUs arrangementer, spændende artikler og meget andet. Men vi poster også historier, nyheder og stillingsopslag fra vores institutioner, så skriv endelig, hvis jeres institution har noget, som I gerne vil dele til info@fobu.dk.
Hvis du ikke allerede følger FOBU på Facebook, så klik her og tryk følg og ligeledes med LinkedIn klik her og tryk følg