FOBU: Planer om millionbesparelse på dagtilbud på Frederiksberg bør undersøges
Forvaltningen vil skære næsten en femtedel af kronerne til administration af Frederiksbergs private og selvejende dagtilbud. Det kommer i sidste ende til at ramme de familier der vælger frie dagtilbud, og derfor kræver paraplyorganisationen FOBU nu indsigt i udregningen af taksten
Paraplyorganisationen FOBU’s direktør Claus Thykjær var begejstret, da det for nylig blev oplyst, at de folkevalgte i Frederiksberg Kommune havde bestilt en beregning af kommunens udgifter til administration af de offentlige dagtilbud, for at få tal på, hvor mange penge, man faktisk bruger på børnenes vuggestuer, børnehaver og pasningsordninger på Frederiksberg.
Beregningerne er afgørende for at familierne på Frederiksberg kan få et lige tilskud til børnepasningen, uanset om de vælger et offentligt, privat eller selvejende pasningstilbud. Børneministeren har nemlig for nylig slået fast, at Dagtilbudsloven garanterer, at en kommune skal betale frie dagtilbud et administrationstilskud på 2,1%, der dog kan sættes ned, hvis udgifterne til administrationen for kommunens egne tilbud er mindre.
Det eksterne revisionsselskab endte dog med at takke nej til opgaven, og derfor har FOBU nu sammen med blandt andre dagtilbudsorganisationerne Børneringen, SPIA og DLO indbudt kommunaldirektøren til et samarbejde om, at få tallene bragt for dagen, så Dagtilbudsloven kan overholdes.
Det forklarer direktør Claus Thykjær, der selv er tidligere kommunaldirektør:
“Vi var ærgerlige over, at revisorerne ikke var indstillet på at løfte opgaven, da vi har brug for at få tallene oplyst. Ikke mindst nu, hvor Frederiksberg Kommunes forvaltning går aktivistisk til opgaven med at finde penge i budgettet,” udtaler Claus Thykjær:
“Vi ser det som opsigtsvækkende, at forvaltningen i Frederiksberg Kommune foreslår, at man sætter tilskuddet ned fra 1,8% til 1,5 % på trods af, at beregningsgrundlaget stadig mangler.”
Ekspert: Ekstern vurdering er god ide
Ifølge Frederiksberg Kommunes budgetforslag for besparelser i 2025 vil forvaltningen forsøge at skære knap en million ud af de samlede 4,7 millioner, der i dag gives til 19 selvejende børnehavers administration.
Og der kan da også være en vis fare for at forvaltningens skøn af mulige besparelser vil gå i opfyldelse, udtaler kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Mediehøjskole DJMX:
“Der må ligge et begrundet skøn bag det budgetforslag, som kommunen bringer for dagen, fordi en kommune ikke bare må træffe beslutninger på gæt. En beslutning skal ske på et oplyst grundlag, og det er et krav, som skal overholdes,” udtaler kommunalforskeren, der godt kan forstå, at de selvejende og private dagtilbuds organisationer er på stikkerne:
“Når man åbenlyst ønsker at finde nogle millioner til kommunens budget denne her vej, samtidig med, at forvaltningen selv står for beregningen, vil det være en virkelig god ide at sikre, at kommunen får eksterne øjne på beregningen, så den bliver troværdig.”