Webinar torsdag den 29. februar 2024 kl. 16.00 – 18.00
Dette webinar består af Rum til Magis online kursus “Rumpilot” af en times varighed og den efterfølgende time udfyldes af sparring og spørgsmål.
Hvad er “Rumpilot”?
Rumpilot kurset er en visuel oplevelse, der spænder bredt lige fra farvepsykologi, rumanalyse, rumdesign og læringsmiljø, der understøtter den styrkede læreplan, alt sammen set fra barnets perspektiv.
Indholdet er konkrete praksisnære cases fra det virkelige institutionsliv og er bygget op omkring en høj faglighed med stor respekt for dagligdagens muligheder og udfordringer i institutionerne. Du kan efterfølgende tage kurset med på et personalemøde i din institution.
Hvem er Rum til Magi?
Rum til Magi ønsker at bidrage med et fælles fagligt sprog og yderligere kompetencer til at arbejde med det store potentiale vi erfarer, der ligger i at arbejde bevidst med indretning som den 3.pædagog. De skriver selv:
Den viden vi deler tilgodeser det enkelte barn, dets naturlige legeformer, behov og potentiale. Vi ser meget på tydeligt kodet læringsmiljø og zoner og arbejder med begrebet “iscenesættelse”. Vi vil gerne inspirere jer til at bruge legetøjet til at skabe levende og inspirerende iscenesættelse, der styrke kreativiteten, legen og det relationelle. Dernæst har vi særligt øje for behovet for en inkluderende indretning, afgrænsede rum til fordybelse og tilbagetræknings muligheder i hverdagen.
Underviser
Grundlægger af Rum til Magi, Jeanette Yazmin Clemmensen. Hun skriver selv:
I 28 år har jeg arbejdet med at skabe Rum til Magi til børn. Siden jeg kan huske, har fantasien og magien været en del af mit DNA – min essens. Måske er det i virkeligheden der, jeg gennem livet har fundet den vigtigste næring og den dybeste glæde. Det er her, jeg oplever, at jeg kommer til live – og det var her jeg startede med at mærke min passion og mit kald.
For mig er det et sted inden i – et univers – eller en port til at møde sig selv, og dermed også den gave og det potentiale, vi har med os. ”Kend dig selv” står der over porten til de ældste templer; for når vi kender os selv, kender vi den gave, som vi alle bærer i os, og her falder alt omkring os på plads. Her findes en passion, hvorfra livets brændstof flyder.
Børn har naturligt kontakt til det sted, og det er os voksne, som har den fineste opgave i at støtte dem, så kontakten bevares. Vi skal huske, hvor værdifuldt det er at nære nysgerrigheden, forundringen og at lade barnet udvikle og udfolde sig fra det sted.
Målgruppe
Ledere fra FOBUs medlemsinstitutioner (medbring gerne 1-2 medarbejdere fra din institution).
Pris
Webinaret er gratis for medlemmer af FOBU
Sted
Online på teams. Alle tilmeldte får tilsendt et link til webinaret.
Tilmeldingsfrist
26. februar 2024