Årsmøde og repræsentantskabsmøde * Dagsorden for repræsentantskabsmøde og valg til bestyrelsen * Så er det nu! Der er nemlig kommet nye kurser i fobu akademi * Ny dato for næste ledermøde! * Farve over feltet: Tonere til printere gives væk * Genåbning af daginstitutioner og skoler * Økonomisk tilskud til rengøring * Refusion af forældrebetaling i Københavns kommune * Lønkompensation for de private * Personale i risikogruppen * Vidensdeling fra Københavns kommune * Vi står alle sammen på afstand * Fra leder til leder: Oplevelser og erfaringer med genåbning af dagtilbud * Følger du fobu på Facebook og LinkedIn
Årsmøde og repræsentantskabsmøde
Fobus årsmøde er desværre aflyst pga. corona situationen. Vi har dog ikke aflyst vores tre bookede foredragsholdere, men forlænget kontrakterne med et år. Så I går heldigvis ikke glip af de faglige input! Så snart Danmark er genåbnet, og forsamlingsforbuddet ophævet, sætter vi datoer og lokation på deres foredrag.
Repræsentantskabsmødet skal ifølge vores vedtægter afholdes inden udgangen af maj, og derfor vil mødet blive afholdt elektronisk den 25. maj kl. 13.00-15.00. Vi arbejder lige nu på at finde den bedste måde at gøre dette på, og I vil få nærmere information om det praktiske, så snart vi ved mere.
Vi håber på at ”se” så mange af jer som muligt, og I kan allerede nu tilmelde jer på vores hjemmeside.
Dagsorden for repræsentantskabsmøde og valg til bestyrelsen
Det elektroniske repræsentantskabsmøde ligger lige om hjørnet, og det er derfor også tid til at indgive forslag til dagsordenens punkt 6, 7, 8, 9 og 10 på repræsentantskabsmødet. Forslagene skal sendes til bestyrelsesformand Ida Balling på info@fobu.dk senest den 25. april 2020.
De nævnte dagsordens punkter er følgende:
- 6. Behandling af indkomne forslag
- 7. Valg til bestyrelsen jf. § 7, stk. 18
- 8. Valg af suppleanter jf. § 7, stk. 1
- 9. Præsentation af evt. ildsjæle/fyrtårne jf. § 7, stk. 2
- 10. Valg af ekstern revisor
Derudover er der 3 ledige pladser i bestyrelsen, som skal besættes til repræsentantskabsmødet. Der er en post ledig til et medlem, der ikke er institutionsleder, da Lene Daugaard af arbejdsmæssige årsager har været nødt til at fratræde sin bestyrelsespost. Derudover har Bettina Stryhn var valgt at gå over i en rolle som ildsjæl i bestyrelsen, hvorfor der er en post ledig, der skal besættes af en institutionsleder. Og sidst er der også en post ledig som suppleant for institutionslederne, idet Susan Mellin har fratrådt sin stilling.
Ønsker du at stille op til en af bestyrelsesposterne, skal du skrive en mail til info@fobu.dk inden den 25. april 2020.
Så er det nu! Der er nemlig kommet nye kurser i fobu akademi
Vi er nu næsten i mål med fobus kursuskatalog for 2. halvår 2020, og mange af kurserne ligger allerede nu på vores hjemmeside under fobu akademi: https://fobu.dk/det-tilbyder-vi/fobu-akademi/aktuelt-kursusprogram/ .
Vi opdaterer løbende kursuskataloget med nye og spændende kurser/oplæg og med udskudte kurser fra foråret, så husk at hold skarpt øje. Som altid er kurserne helt gratis for vores medlemmer.
Trænger jeres kreative værktøjskasse til et eftersyn, så den er helt klar til 2020 og til arbejdet med børnenes kunstneriske læring og udvikling?
Er 2020 året, hvor I for alvor tager hul på arbejdet med “det nye” læreplanstema: Natur, udeliv og science, og har I brug for inspiration til, hvordan I får bragt science, matematisk opmærksomhed og bæredygtig udvikling ind i hverdagen? Eller skal 2020 i stedet være året, hvor I stiller skarpt på arbejdsfællesskabet og får konkrete redskaber til at justere på arbejdsfællesskabets vigtige opgaver, så I ikke længere tager udgangspunkt i laveste fællesnævner, personlige behov og hensyn?
Inspirationen finder I i fobu akademi, hvor vi har kurser om alt fra den nye ferielov til billede- og børnekunst i hverdagen, science, arbejdsfællesskab og temaaften for studerende.
Ny dato for næste ledermøde!
Grundet omstændighederne og den usædvanlige tid har vi været nødsaget til at rykke alle vores kurser i marts, april og maj – blandt andet vores ledermøde den 14. maj. Men vi i fobu gør alt, hvad vi kan for, at de berørte kurser IKKE blot bliver aflyst, men i stedet bliver afholdt på andre tidspunkter. Det har vi valgt at gøre for, at I ikke skal gå glip af ny og faglig viden. Derfor har vi valgt at slå de forskellige udskudte ledermøder sammen til et stort ledermøde den 17. juni kl. 12.00-15.00.
Til ledermødet vil der være oplæg om “fondsansøgninger”, hvor Birgitte Boesen, rådgiver i büroCPH og forfatter til bogen ”Fonde i bevægelse”, giver et overblik over det mangfoldige fondslandskab og giver ’tips & tricks’ til, hvordan man som ansøger sikrer sig, at ens ansøgning rammer inden for fondens formål, og hvad man især bør være opmærksom på.
Vi håber, at I alle stadig har mulighed for at deltage og lyst til at tilbringe en lærerig og spændende dag i selskab med os til ledermødet den 17. juni 2020.
Skulle det vise sig, at det stadig ikke til juni er muligt at afholde kurser grundet omstændighederne, bliver ledermødet rykket til efteråret, og vi vil selvfølgelig melde ud til jer, så snart vi ved mere.
Farve over feltet: Tonere til printere gives væk
Corona-tiden har givet anledning til tid og rum til andre ting fx den helt store oprydning. Og i vores oprydning i fobu, har vi fundet en del tonere til printere, som vi ikke længere har brug for. De er spritnye, stadig i emballage og helt gratis. Så hvis I i jeres institution kunne bruge nogle ekstra tonere, så er I mere end velkomne til at skrive til vores IT-supporter Rene på: rfn@fobu.dk.
Det drejer sig om følgende tonere:
- 5 stk. tonere til Samsung printere, som alle passer til modellerne: CLP-680 / CLX-6260.
De fordeler sig således: 2 stk. Magenta, 2 stk. Cyan og 1 stk. Yellow - 5 stk. Waiste Toner Containere, Samsung printere, som passer til modellerne: CLP-680 / CLX-6260 (samme modeller som tonerne)
Genåbning af daginstitutioner og skoler
Regeringens beslutning om gradvist og kontrolleret at genåbne daginstitutioner og skoler efter påske er ligeså forsigtigt gået i gang. Åbningen sker i disse dage i de dagtilbud, hvor man er klar til at kunne overholde Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og derfor vil det ikke være alle, der åbner på en gang.
I er med genåbningen blevet stillet en stor og kompleks opgave, og I har hen over påsken lagt et kolossalt arbejde i at få skabt en så sikker, tryg og rar ny hverdag som muligt, når I i jeres institution skal åbne op for jeres børn. Det er derfor også med stor beundring og stolthed, at vi har oplevet, hvordan I selvejende og private daginstitutioner bidrager med megen kreativitet og smidighed i opgaveløsningerne, stort samfundssind og evig opmærksomhed på børnene i en anderledes tid med særlige krav.
Økonomisk tilskud til rengøring
I forbindelse med genåbningen har regeringen udmeldt, at der er afsat et trecifret millionbeløb til rengøring i blandt andet dagtilbud. Det skyldes, at genåbningen skal foregå forsvarligt, hvilket kræver fokus på den daglige rengøring og hygiejne for at mindske smittespredningen. Udover god hygiejne med ofte og grundig håndvask, viser erfaringen, at hyppig rengøring af fælles kontaktpunkter hjælper med at undgå smittespredning.
Der stilles i den kommende tid højere krav til rengøring og hygiejne, som ikke kan rummes, inden for de allerede udmeldte rammer af budgettet. Det konkrete beløb bliver fastsat af regeringen i dialog med KL, og fobu følger op, når der kommer nyt omkring det økonomiske tilskud.
Derudover har vi i fobu fokus på, at også de private institutioner får del i denne pulje, og vi er allerede i samarbejde med Daginstitutionernes Lands Organisation i dialog med ministeriet herom, som beskrevet i nyheden nedenfor.
Refusion af forældrebetaling i Københavns kommune
Den 14. april udsendte Københavns Børne- og ungeborgmester, Jesper Christensen, en pressemeddelelse vedrørende enighed blandt budgetpartierne om refusion af dagtilbudsbetaling til de forældre, der passer deres børn hjemme. Dette kommer sig af, at behovet for pasning er større end den nuværende kapacitet. Børne- og Ungdomsudvalget behandlede emnet den 15. april, hvor en konkret model skulle besluttes, men vi har endnu ikke hørt noget fra beslutningstagerne. Lederne opfordres til at nævne tiltaget for forældrene. Det understreges, at dette ikke vil få betydning for institutionsbudgetterne, da tiltaget dækkes af kommunen.
Vi læser af pressemeddelelsen, at den økonomiske dækning gælder alle institutioner med driftsoverenskomst med Københavns kommune, men dækker de også de privates udgifter? DLO har derfor sammen med os i fobu, Børneringen, Selveje Danmark og Gentofte Børnevenner rejst problemstillingen overfor Københavns kommune, UVM samt Venstres børneordfører Ellen Trane. Vi skriver også ud bredt til andre organisationer for at få flere engageret i problematikken. Vi holder jer løbende opdaterede.
Lønkompensation for de private
På vegne af vores private institutioner har fobu rykket ministeriet for svar på, hvordan lønkompensationsordningen skal fortolkes, og om den omfatter de af vores institutioner, der bliver udfordret på deres økonomi i forbindelse med Covid-19 krisen. Nogle institutioner har børn, der var indmeldt institutionen fra den 1. april 2020. Forældrene har dog nu grundet Covid-19 flyttet indmeldelsen til et senere tidspunkt, men institutionen har stadig de faste omkostninger, herunder fx lønnen til de fastansatte medarbejdere. Fobu afventer stadig svar fra ministeriet.
Overordnet er de private institutioner ikke umiddelbart i øvrigt omfattet af reglerne for lønkompensationen. Det skyldes, at hjælpepakkerne kun vil omfatte de lønmodtagere i private virksomheder, der er ekstraordinært hårdt økonomisk ramt som følge af Covid-19, og derfor står overfor at skulle varsle afskedigelser for mindst 30 pct. af de ansatte eller mere end 50 ansatte.
Personale i risikogruppen
I forbindelse med genåbningen af dagtilbuddene er der kommet mange spørgsmål omkring medarbejdere i den særlige risikogruppe. Her henviser vi i fobu til Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Hvis du som leder er i tvivl om, hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt, at den pågældende medarbejder kommer tilbage på arbejde på nuværende tidspunkt, vil opfordringen være at bede medarbejderen kontakte lægen. Du og medarbejderen kan aftale, at medarbejderen arbejder hjemmefra i en periode. Hvis medarbejderen har en ægtefælle eller en anden i husstanden, som betragtes som værende i særlig risikogruppe, er det vurderet fra Sundhedsmyndighedernes side, at den pågældende medarbejder kan komme på arbejde – der kan dog være undtagelser i forhold til eksempelvis igangværende kemobehandling. Det anbefales, at gravide medarbejdere i dagtilbud skal have hjemmearbejdsplads fra graviditetsuge 28 uden udgående funktioner fra hjemmet ud fra et udvidet forsigtighedsprincip med fokus på det ufødte barn.
Vidensdeling fra Københavns kommune
Vi har i fobu mange Københavnerinstitutioner, som vi her vil vidensdele fra. Forvaltningen har samlet de hyppigste spørgsmål fra lederne og kommet med nogle brugbare svar, som du kan læse her.
Vores oplevelse er, at alle lokalforvaltningerne knokler på højtryk og gør deres ypperste for at skabe ro og overblik. Vi ser også, at mange af de ledere, der har haft samarbejdsvanskeligheder med deres forvaltning, oplever nærhed og ligeværd, en begravet stridsøkse og øget sammenhold. Det glæder os! Københavns kommune roser alle deres ledere for initiativ og samarbejdsvilje, løsningsforslag og handlekraft. Der er lavet en plan for, hvem der åbner hhv. onsdag, torsdag, fredag efter påske eller slet ikke – det er meget afhængigt af institutionernes udearealer.
De har derudover også lavet forældrebreve, som lederne kan videresende. Og endnu en vigtig detalje: Udgifter i forbindelse med genåbningen, dækkes! Hvordan dette præcis kommer til at ske, samt hvordan I får erstattet jeres påskeferie, vender vi tilbage omkring, så snart vi ved mere.
Vi står alle sammen på afstand
Det er en helt særlig tid, som vi befinder os i lige nu, og en tid hvor det er nødvendigt at forene alle kræfter for at hjælpe vores daginstitutioner bedst muligt. Derfor samarbejder vi disse dage i endnu højere grad på kryds og tværs mellem alle interessenter på dagtilbudsområdet og paraplyorganisationerne imellem. Blandt andet har DLO henvendt sig til myndighederne med en række spørgsmål til de retningslinjer, som er kommet fra Sundhedsstyrelsen, ligesom vi i fobu har kontakt ministeriet angående lønkompensation for de private.
Vi paraplyorganisationer gør derfor alt, hvad vi kan for at gøre beslutningstagerne opmærksomme på udfordringer og mulige løsninger, som daginstitutionerne lige nu står overfor. Så hvis der opstår frustrationer og udfordringer hos jer, så husk at vi er her for at understøtte jer og gøre myndighederne/beslutningstagerne opmærksomme på disse. Dette så vi kan skabe bedre løsninger, få gjort frustrationerne mindre og dermed i sidste ende få skabt en tryg og god hverdag for børnene og for jer.
Fra leder til leder: Oplevelser og erfaringer med genåbning af dagtilbud
Med genåbningen er der endnu engang blevet vendt op og ned på hverdagen for alle – ledere, pædagoger, medhjælpere og børn – men når intet er, som det plejer, skal vi for alvor stå sammen. Derfor er fobu lige nu i fuld gang med at indsamle fortællinger fra vores institutionsledernes hverdag og materiale fra institutionerne i forhold til genåbningen, så I fra leder til leder kan dele jeres oplevelser, løsninger og erfaringer. Vi har allerede været så heldige at få en beretning fra Skovbrynets genåbning i Nyborg, som I kan læse her og Valby LilleFri Børnehaves retningslinjer for genåbningen, som I kan læse her.
Hvis du har lyst til at dele et lille glimt fra din hverdag eller et løsningsforslag og noget materiale fra jeres institution i forhold til genåbningen, så er du velkommen til at skrive til: info@fobu.dk
Følger du fobu på Facebook og LinkedIn
På Facebook og LinkedIn poster fobu løbende informationer om blandt andet fobus arrangementer, spændende artikler og meget andet.
Men vi poster også historier, nyheder og stillingsopslag fra vores institutioner, så skriv endelig, hvis jeres institution har noget, som I gerne vil dele til kommunikationskonsulent Kaja Kristensen på kk@fobu.dk.
Hvis du ikke allerede følger fobu på Facebook, så klik her og tryk følg og ligeledes med LinkedIn klik her og tryk følg