Konstituering af FOBUs bestyrelse * Covid-19 vaccination og fravær * Velkommen til Keyvan * Flere selvejende daginstitutionspladser i København * Endelig! FOBU årsmøde 2021 * Ny overenskomst for medhjælpere/pædagogiske assistenter i private institutioner * Aula går i luften for Københavnere * Krea ting søger nye ejere * Ledige pladser på kommende FOBU kurser * Følger du FOBU på Facebook og LinkedIn
Konstituering af FOBUs bestyrelse
Den 6. maj afholdt vi FOBUs repræsentantskabsmøde 2021, og vi takker alle, som deltog.
På repræsentantskabsmødet blev der afholdt valg til bestyrelsen, hvor både Ida Balling og Jens Pheiffer blev genvalgt.
På FOBUs bestyrelsesmøde den 25. maj blev bestyrelsen konstitueret, men med en ændring i bestyrelsesposterne:
- Ida Balling fortsætter som formand for FOBUs bestyrelse
- Maiken Grønvall er valgt til næstformand i FOBU
- Jens Pheiffer fortsætter som kasserer og har overdraget næstformandsposten til Maiken
Ida Balling fortæller: ”Med den nye konstituering med Maiken som næstformand får vi yderligere styrket den faglige profil i bestyrelsen. Maiken er foruden at være dagtilbudsleder i et selvejende dagtilbud Århus Kommune næstformand for Selvejeforeningen i Århus Kommune, og har derigennem et meget omfattende kendskab til selvejeområdet”.
Bestyrelsen ønsker med den nye konstituering desuden at signalere startskud på generationsskifte i bestyrelsen.
I kan læse mere om bestyrelsens sammensætning og medlemmerne her.
Covid-19 vaccination og fravær
Fravær i forbindelse med en medarbejder skal have Covid-19 vaccination tæller som udgangspunkt ikke som arbejdstid. Vaccination er frivillig, og institutionen skal derfor ikke kompensere medarbejderen økonomisk. Hvis medarbejderen vælger at booke vaccination i arbejdstiden, er det op til den enkelte institution at vurdere, om det kan lade sig gøre ift. den daglig drift ved fx afspadsering eller tjenestefri uden løn.
Bivirkninger ved vaccination
Hvis medarbejderen oplever bivirkninger i forbindelse med vaccinationen og dermed er fraværende, kan der være adgang til sygedagpengerefusion jf. sygedagpengelovens § 53 b, stk. 1. Det kræver dog, at medarbejderen oplever Covid-19 lignende symptomer.
Du kan læse meget mere om emnet her.
Velkommen til Keyvan
Et stort velkommen til Keyvan Rasmussen, der 1. juni 2021 starter som IT-konsulent i FOBU.
Keyvan er uddannet ingeniør og har de sidste 24 år arbejdet hos Maersk Broker’s It-afdeling. Han har en baggrund som driftsleder, systemadministrator og supportkoordinator og har mange års erfaring med administrering af diverse IT-systemer samt daglig kontakt med brugere og brugersupport.
”Jeg ser meget frem til at møde mine nye kollegaer og håber, at jeg kan gøre en forskel i FOBU både i forhold til IT-support, men også til stabil og sikker IT-drift”.
Vi håber, at I vil tage godt imod ham!
Flere selvejende daginstitutionspladser i København
Det seneste år har FOBU lagt ekstra pres på for at få mere fokus på selvejet og bedre muligheder for oprettelse af nye selvejende institutioner. Og nu har Københavns Kommune taget et skridt i den rigtige retning. Det har de gjort ved at godkende 3 ud af 4 af indstillingerne i medlemsforslaget om flere selvejende daginstitutionspladser.
De godkendte indstillinger omhandler bl.a.:
- At der udarbejdes en vejledning om oprettelsen af selvejende institutioner og en oversigt over kommende dagtilbud, som bliver gjort tilgængelig på kommunens hjemmeside, så interesserede aktører kan tilgå det.
- At de selvejende institutioner og deres paraplyorganisationer bliver hørt igennem de eksisterende mødefora, når der bliver oprettet nye dagtilbud.
At forvaltningen tilpasser arbejdsgangen omkring oprettelsen af nye dagtilbud og forpligter sig til at undersøge interessen hos de selvejende institutioner og deres paraplyorganisationer, skaber nye muligheder og grobund for at øge antallet af selvejende dagtilbud. Det er vigtigt, at der er kommet mere fokus på det selvejende, og vi håber, at flere kommuner vil følge efter.
Endelig! FOBUs årsmøde 2021
Så er det nu, du kan tilmelde dig til FOBU’s årsmøde 2021, som i år afholdes den 9.-10. september i Odense på Odeon.
Efter et år med smittetryk og samfundssind glæder vi os til, at det – forhåbentligt – er muligt til september at skabe et årsmøde, hvor fysisk fremmøde og fællesskab er højt prioriteret.
Årets tema: Ledelse i alle retninger
Børneområdet er de seneste år kommet under pres: Øgede krav til kvalitet og dokumentation, effektiv anvendelse af ressourcer og skærpet konkurrence om arbejdskraften er blot nogle af de ting, som præger hverdagen i dag- og fritidsinstitutioner. Det stiller større krav til lederne og til behovet for at udvikle ledelse. Et af kravene til selvejende og private ledere er i dag, at de skal evne både at lede opad, nedad, udad og ikke mindst fremad. På FOBU’s årsmøde 2021 stiller vi med inspiration, hands-on teknikker og humor skarpt på nogle af de forskellige ledelsesretninger og -roller, som nutidens ledere skal mestre.
Du kan læse meget mere om årsmødet og tilmelde dig her.
Ny overenskomst for medhjælpere/pædagogiske assistenter i private institutioner
Den 29. april 2021 er der opnået enighed om vilkårene for en ny overenskomst med FOA. FOBU har, som ved forhandlingerne med BUPL, indgået i et forhandlingsfællesskab sammen med Børneringen, DLO, SPIA og Foreningen De Danske Børneinstitutioner. Også denne gang har vi haft fokus på at skabe ensartede vilkår på tværs, samtidig med at overenskomsten skal tage højde for de vilkår, som er fundamentet for de private dagtilbud.
Den ny overenskomst giver en lønforbedring til medhjælpere på kr. 3.400 og til pædagogiske assistenter på kr. 3.800 om året (31/4 2000 niveau). Derudover er det blevet aftalt, at pensionen forhøjes fra 13,59% til 13,74%. Det har været vigtig for forhandlingsfællesskabet, at der er en sammenhæng mellem det lønforløb, som medhjælper og pædagogiske assistenter har i forhold til de ansatte pædagoger.
Du kan læse mere om andre vigtige elementer i den nye aftale her.
Aula går i luften for københavnere
Den 26. maj gik Aula Dagtilbud i luften for Københavnerne, og allerede nu har 165 ud af 180 enheder takket ja til tilbuddet (en institution kan have flere enheder). Hvis I ikke har nået at tilmelde jer, kan I stadig komme på Aula efterfølgende ved at skrive til auladagtilbud@kk.dk.
Det har været en større omgang med p-nr. og indlæsning af medarbejdere, men udfordringerne er løst. Det har været en god proces med konstruktiv dialog og hjælp fra paraplyorganisationerne.
FOBU har haft et opfølgende møde med Fagligt Center for at få svar på de spørgsmål, som I har haft. I kan her finde uddybet information og svar på de spørgsmål, som vi har fået fra ledere ift. Aula.
Krea ting søger nye ejere
Vi har i FOBU været i gang med den store forårsoprydning, og i den forbindelse har vi fundet en masse kreative ting, som vi gerne vil forære væk til vores institutioner efter princippet: Først til mølle…
Der er alt lige fra farvet papir og kuglepenne til bånd og snor, og I kan se billeder af det hele her. Vi håber, at andre nu kan få glæde af det, så står I og mangler lidt krea ting, så kan I kontakte kommunikationskonsulent Kaja Kristensen på kk@fobu.dk og høre mere om antal mv.
Ledige pladser på kommende FOBU kurser
Der er ledige pladser tilbage på FOBUs kurser i juni 2021:
- Bestyrelsesformandsnetværk den 8. juni 2021 kl. 16.30-18.00 (Online):
Kom og del dine erfaringer, udfordringer og glæder ved formandskabet. Vi vil i FOBU i samarbejde med jer skabe et forum, hvor formænd for bestyrelser i selvejende og private daginstitutioner kan drøfte relevante emner med andre i samme position. - Privatledernetværk den 10. juni 2021 kl. 09.00-12.00 (KBH):
På mødet er der relevante oplæg og input ift. emner og temaer, som er målrettet de private dagtilbud samt debat, dialog og gensidig sparring mellem deltagerne.
Du kan finde disse kurser og en masse andre i vores kursuskatalog her. Kurserne er gratis for medlemmer og finder sted både i Aarhus, København og online.
Følger du FOBU på Linkedin og Facebook?
På Facebook og LinkedIn poster FOBU løbende informationer om blandt andet FOBUs arrangementer, spændende artikler og meget andet.
Men vi poster også historier, nyheder og stillingsopslag fra vores institutioner, så skriv endelig, hvis jeres institution har noget, som I gerne vil dele til kommunikationskonsulent Kaja Kristensen på kk@fobu.dk.
Hvis du ikke allerede følger FOBU på Facebook, så klik her og tryk følg og ligeledes med LinkedIn klik her og tryk følg